Vedtægter

Vedtægter for Fjends Gymnastikforening

Vedtaget på foreningens generalforsamling den 14. april 2012

§ 1

Foreningens navn er Fjends Gymnastikforening, med hjemsted i Viborg kommune, og dens formål er at samle unge og ældre til gode og sunde fritidsinteresser. Dette søges nået ved at tilbyde aktiv deltagelse i gymnastik og anden idræt. Desuden gennem andre former for kulturelt arbejde som møder, sammenkomster med videre.

 

§ 2

Enhver som vil indordne sig under foreningens love og regler kan optages som aktivt eller passivt medlem.

Ved passivt medlem forstås et medlem, der kun deltager i foreningens eventuelle fester. Desuden kan fastboende inden for foreningens område optages som bidragydende medlemmer (støttemedlemmer).

Bestyrelsen kan udelukke et medlem i kortere eller længere tid såfremt den finder grund dertil. Den udelukkede kan dog skriftligt forlange afgørelsen forelagt på den nærmeste følgende generalforsamling.

§ 3

Årsbudget og eventuel optagelse af lån skal godkendes på den ordinære generalforsamling.

§ 4

Regnskabsåret løber fra 1.april til 31.marts og den ordinære generalforsamling afholdes i april.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

 

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når et flertal i bestyrelsen ønsker det, eller mindst 20% af de aktive stemmeberettigede skriftligt begærer det.

 

Indkaldelsen til generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling sker på forsvarlig måde med mindst 8 dags varsel.

§ 5

Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer, samt 2 suppleanter.

Valgperioden er 2 år:

– 2-3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år

– 2-3 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år

– 2 suppleanter som vælges for 1 år ad gangen

 

Valgbar til bestyrelsen:

– Alle personer over 16 år

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende møde, med formand, næstformand, og sekretær. Kassererfunktionen kan varetages af en af bestyrelsen udpeget person.

Ved stemmelighed i bestyrelsen har formanden 2 stemmer.

Suppleanterne har krav på at modtage referat fra samtlige møder afholdt i foreningen.

 

 

§ 6

Bestyrelsen fastsætter kontingentet.

 

§ 7

På den ordinære generalforsamlings dagsorden skal bl.a. følgende punkter indgå:

1.         Valg af ordstyrer og protokolfører.

2.         Formandens beretning.

3.         Regnskabet.

4.         Indkomne forslag.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden
i hænde skriftligt senest 5 dage før generalforsamlingen.

5.         Valg til bestyrelsen.
Personer der ønsker opstillet og som ikke er til stede kan kun opstilles hvis de har afgivet skriftligt samtykke hertil. Det samme gør sig gældende for suppleanter og revisorer.

6.         Valg af suppleanter til bestyrelsen.

7.         Valg af 2 revisorer. Disse vælges for 2 år, og en afgår hvert år.

8.         Evt. valg af en revisorsuppleant.

9.         Eventuelt.

 

Alle fremmødte til generalforsamlingen har taleret. Stemmeret har alle medlemmer over 14 år. Forældre til medlemmer under 14 år har ligeledes stemmeret. Der kan ikke stemmes pr. fuldmagt.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Afstemningen kan foregå ved håndsoprækning. Såfremt et eller flere medlemmer ønsker det, skal afstemningen være skriftlig.

Afstemning afgøres ved simpelt stemmeflertal.

 

§ 8

Foreningen kan kun opløses efter vedtagelse på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2 og højst 6 ugers mellemrum når 2/3 af de mødte stemmeberettigede stemmer derfor. Foreningens ejendele og formue bliver da fordelt efter generalforsamlingens beslutning, dog således at alle midler anvendes til ungdomsarbejdets fremme.

 

§ 9

Hvis foreningen i en periode ligger stille, er den sidst valgte bestyrelse ansvarlig for foreningens aktiviteter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *